Klokken
I København er klokken
13:50 den 04/02/12


I Chiang Mai er klokken
19:50 den 04/02/12


I New York er klokken
07:50 den 04/02/12


 

Templer


 

Chiang Mai har over 300 templer, så det er en uoverkommelig opgave at se dem alle. Man kan enten vælge nogle ud fra guidebøgerne, eller ACM-Travel kan anbefale enkelte af de større og mere kendte.

Et "must" må det være at se Wat Phrathat på toppen af Doi Suthep (det højeste bjerg i nærheden af Chiang Mai), som er et slags vartegn for byen Chiang Mai. Det giver samtidig en storslået udsigt over hele dalen (se iøvrigt under "Ture & Trekking").

I Den Gamle By (indenfor moaten) ligger en del templer, hvoraf vi vil fremhæve 4, som ligger indenfor overskuelig (gå)afstand fra hinanden.

Det første er det ældste, Wat Chiang Man, som blev grundlagt i 1297 af Kong Mengrai. Templet rummer bl.a. 2 meget gamle og tilbedte Buddha-statuer og en meget flot chedi båret af 15 elefanter i naturlig størrelse.

WatChiangMan.jpg

Det næste tempel er Wat Phra Singh, som regnes for at være byens største og vigtigste tempel. Det blev grundlagt i 1345 og ligger ved Suan Dok byporten. Der ligger 4 - 5 andre templer i området ved Wat Phra Singh, men templet er især berømt for sin chedi, biblioteket og Viharn Lai Kham bygningen. En "viharn" er prædikerummet for den almindelige andagtssøgende.

Desuden huser templet Phra Singhs Buddhabillede, det mest ærede Buddhabillede i Chiang Mai.

 

Det tredje tempel er Wat Chedi Luang, som blev bygget for omkring 600 år siden. Den berømte chedi (eller pagode) var oprindelig 90 m høj, men blev ødelagt af et jordskælv i 1545 og er nu "kun" omkring 60 m.

Wat Chedi Luang husede i 80 år den mest berømte Buddha i Thailand, The Emerald Buddha ("Smaragdbuddhaen"), men originalen er nu i Bangkok, og det er en kopi, som ses i templet.

Det sidste tempel i området vi vil fremhæve, er Wat Pan Tao, der ligger ved siden af Wat Chedi Luang. Det udmærker sig især ved sin viharn, som er et rent mesterværk af en trækonstruktion. Indgangsdøren ved templet er udsmykket med en smuk påfugl i Lanna-stil omgivet af gyldne "nagaer" (mytologiske slanger). 

 


I hele Chiang Mai-dalen findes som sagt et utal af templer, og det er svært at fremhæve nogle af de lokale templer fremfor andre. Det kendetegner de fleste, at de er utroligt godt vedligeholdte, da den lokale befolkning i hver "tambon" eller landsby sætter en ære i, at også deres tempel er vedligeholdt og smukt, og de yder derfor de fornødne bidrag hertil.

Men hvis man vil på en tur, som giver nogle eksempler på smukke og vedligeholdte, lokale templer, kan man f.ex. køre en tur sydpå til Lamphun langs den vestlige side af Ping-floden, hvor der ligger nogle smukke templer langs vejen, samtidig med at man kan nyde naturen.

 

Kontakt i Danmark:     Tlf.  5838 0449  eller  Mobil  6196 1088