Klokken
I København er klokken
04:34 den 11/03/10


I Chiang Mai er klokken
10:34 den 11/03/10


I New York er klokken
22:34 den 10/03/10


 

Historie

I de fleste rejsebøger findes en udførlig og detaljeret beskrivelse af Thailands og Chiang Mais historie. Dette er blot en kort og subjektiv fremstilling af andres historieskrivning om Lanna-rigets fortid.

Chiang Mai blev grundlagt i 1296 af Kong Mengrai, og efterfulgte Chiang Rai som hovedstad for Lanna-kongedømmet. Lanna betyder på thai "En million rismarker".

Kong Mengrai havde i 1281 grundlagt Chiang Rai, men da han følte sig truet af den mongolske krigsherre Kublai Khan, som hærgede i Burma, indgik han en langvarig alliance med herskerne i Sukhothai, Thailands eller Siams daværende hovedstad.

For at befæste sit styre yderligere, grundlagde han en ny hovedstad ved floden Ping, Chiang Mai - Den Nye By. Byen blev bygget ca. en halv km vest for floden og befæstet med en solid murstensmur omkring og en voldgrav. Rester af muren og selve voldgraven eksisterer den dag idag og er nogle steder blevet renoveret.

 

Omkring 100 år efter var Ayutthaya blevet hovedstad i Siam i stedet for Sukhothai, og forholdet mellem de to kongedømmer var noget anstrengt med flere krige de følgende 400 år, ligesom Chiang Mai i begyndelsen af det 18. århundrede blev angrebet og invaderet af burmeserne.

Indbyggerne i Chiang Mai var efterhånden så udmattede og trætte af af de vedvarende konflikter, at de forlod byen, som lå øde hen, indtil burmeserne var endeligt besejret i 1796. En ny slægt af adelsmænd genopbyggede og genetablerede byens fordums storhed.

Chiang Mai fortsatte med at have selvstyre og blev først i 1932 endelig indlemmet i den thailandske nation. Denne historiske baggrund med konflikterne mellem nord og syd er måske også noget af forklaringen på vore dages politiske forviklinger i Thailand, da de rurale (landlige) områder i nord- og østthailand besidder en stemmemajoritet i forhold til Bangkok og sydthailand.

 

Dette er den ene version af Chiang Mais historie i korte træk. Den stammer i store træk fra en velrenommeret dansk rejsebogsudgiver. Den anden er knapt så gloriøs og stammer fra thailandske kilder - et lille magasin om Chiang Mai.

 

Den går ud på, at Mengrai dynastiet allerede i 1556 blev besejret af burmeserne og var under burmesisk herredømme de følgende mere end 200 år indtil 1774, hvor den siamesiske konge Taksin med hjælp fra kong Kawila fra Lampang (ca. 100 km syd for Chiang Mai) befriede Chiang Mai.

Kong Kawila blev udnævnt til vicekonge for det nordlige Thailand og byggede omkring år 1800 muren omkring den indre by, i daglig tale benævnt "Den Gamle By" i Chiang Mai. Byen blev herefter styret af en række prinser under Chakri-dynastiet og blev efterhånden et vigtigt kulturelt, økonomisk og handelsmæssigt centrum for nordthailand, så den med rette kunne tiltage sig tilnavnet "Capitol of The North" - Nordens hovedstad. I 1939 kom Chiang Mai direkte under kontrol af den centrale regering i Bangkok. 

 

Nutid

Iflg. Dansk Wikipedia og flere andre fatuelle kilder, så har Chiang Mai ca. 200.000 indbyggere. Dette tal giver et helt misvisende indtryk af Chiang Mais størrelse. F.ex. så er der officielt omkring 30.000 sengepladser på byens hoteller og guesthouses, et tal der konstant vokser med tilkomsten af nye hoteller.

Chiang Mai er idag en pulserende storby på godt og ondt, og der er sket utrolig meget i de sidste 10 - 15 år. Kæmpe supermarkeder er skudt op i byens periferi - pudsigt nok findes der ikke et eneste af dem i bymidten. Trafikken er voldsomt forøget med heraf følgende forureningsproblemer, dog slet ikke af en karakter som i f.ex. Bangkok.

I virkeligheden bor der nok snarere tæt på 1 mill. mennesker i Chiang Mai-dalen (i Chiang Mai provinsen). Men det officielle tal er altså 200.000

Men en meget positiv ting er, at byens politikere og byplanlæggere har sikret, at bykerne med moaten (kanalen) og Den Gamle By er bevaret næsten uændret. Chiang Mais centrum med den karakteristiske moat omkransende Den Gamle By har bevaret sine templer og gamle bygninger af træ i stort omfang.

Det giver en særlig charme og et miljø, som ikke findes ret mange steder i verden. Nye forretninger og cafeer, barer og restauranter er ganske vist skudt op og gør det til stadighed, men de får ikke lov til at ødelægge og dominere det gamle gadebillede.

Chiang Mai er og forbliver en kulturperle udover det sædvanlige, og lever stadig op til sit øgenavn "The Rose of the North" - Nordens Rose.

 

De historieinteresserede kan se lidt mere om emnet under "Aktiviteter/Historiske sites".